3. Norge
I Hobro Nordre Skole gik jeg kun til en gang i 2. klasse. Så emigrerede familien til Norge, da der ikke var arbejde for min far at få i Danmark. Min farmor og farfar må være rejst derop forinden, tror jeg. Rejsen foregik om vinteren, kan jeg huske, for det var kulsort nat, da vi kørte i bil ud til hytten, vi skulle bo i. Rejsen gik over Frederikshavn-Göteborg og videre med tog, og på banegården i Göteborg glemte jeg en bog, jeg havde fået i julegave - men om det var Skatteøen eller Børnene i Nyskoven, kan jeg ikke mere huske. Men det er ikke sidste gang, jeg har glemt noget et sted...
Vi kom til at bo hos en af min fars arbejdskammerater, Sverre og Gudrun. De havde en pige, Lill, lidt yngre end os, en rædsomt forkælet unge, og en hund, Rex, en hvid spids, som desværre blev kørt over på hovedvejen. Vi boede i et lille hus kun 50 meter fra Mosseveien, inderst i Bunnefjorden - stedet hedder Neset. Der boede vi måske et års tid højst, men der fik jeg mange indtryk af naturen i Norge i den helt lille målestok: Tang, krabber og småfisk i fjordens klare vand i den lille vig lige nedenfor huset. Den, der ikke selv har prøvet at ligge på knæ og kigge ned i vandets eventyrverden, kan næppe fatte fortryllelsen; fjeldet bag huset med sit myldrende liv af bregner, blomster, edderkopper og andet kryb, graner og birke og den sivende fugtighed, der holdt det hele så grønt; bækken med det iskolde vand, hvor små vandkalve og bittesmå fiskeyngel smuttede omkring. Det hele var et eventyr, og den fascination af naturen, der greb mig den gang, har aldrig sluppet mig. Andre betages af de store vidder, de nøgne fjelde, den åbne skærgård, de store fosser - og det er da flot, bevares; men det, der griber mig, er de små vandhuller, de snoede skovveje, de klukkende bække, de grønne kløfter med alle slags urter. - Og om vinteren det fantastiske ispanser, som dannedes over alle bækkene og hvor grundvand siver frem og danner utrolige kaskader af istapper langs med vejene, hvor de er sprængt ind i fjeldsiden. Og om foråret, når sneen og isen smeltede, og vandet klukkede og boblede frem i bække, grøfter, vejsider... Det var virkelig et eventyr...
Her på Neset fik jeg min første økse. Jeg husker, at jeg gik med min far i hånden hen til landhandleren, og hjemad havde jeg min egen lille økse i hånden. Jeg har vel været omkring 7 år gammel, og det var altså nok til, at man kunne betros en økse!
Det var også på Neset, at jeg var syg og sengeliggende i hvad der bagefter forekommer mig at være flere uger. Det, jeg husker bedst fra den tid, er, hvor pinefuldt det er at have forstoppelse, for maven gik jo helt i stå, når man ikke rørte sig! Siden den gang har jeg reageret kraftigt på de tuberkulosetests, der blev udført hvert år i skolerne, så jeg har måske haft et strejf af noget grimt den vinter.
Det var drøjt for konerne den gang. Alt vand skulle hentes i bækken, som ikke frøs til om vinteren, og når der skulle vaskes tøj (det skete i sagens natur kun, når det var strengt nødvendigt) blev vandet hentet i en balje på en kælk. Tøjet blev så kogevasket med en god sjat salmiakspiritus i vandet - det blev godt nok rent, men det har været hårdt ved luftvejene! Hvor mange hold vand, der blev hentet, har jeg ikke styr på, men sætte i blød - vaske - skylle... Det er nok blevet til nogle ture hver gang...
Mens vi boede på Neset, gik jeg i skole på Nordby Skole. Der var et godt stykke vej at gå, men om vinteren fik jeg en sparkstøtting, og så var det lidt lettere. Men fordi jeg hørte dårligt, troede lærerinden vist, at jeg var noget tilbage, og det blev jo ikke bedre af, at jeg stædigt vægrede mig ved at lære at tale norsk eller læse på norsk fra skolebøgerne; så jeg fik meget af tiden lov til at sidde og passe mig selv. Til sidst blev det min far for meget, og vi flyttede til Ski, hvor vi boede i en hytte i skoven vest for byen, halvvejs til Nordby. Der kom jeg til at gå i skole hos lærere, min far selv havde kendt, frøken Aslaug Myhre blandt andre, og det blev noget helt andet. Men skoven her blev det samme eventyr som fjeldet på Neset: Sumpet, med masser af sure små vandhuller, der vrimlede med myggelarver; granerne stod næsten som elletrunter med fødderne i vand; stier ind mellem træerne, ind til Blåveisbækken, ned til Solbergsletta - ja, nu var verden blevet større, og der var kommet navne på... Vejen til skolen blev ikke kortere, men lettere, for de stejle bakker fra fjorden op til Nordby blev jeg fri for. Kontra Skole var større end den på Nordby, og der var mange flere børn, men der var også noget rigtig grimt: en skoletandlæge. Det var mit første møde med den stol, og jeg er aldrig blevet rigtig gode venner med den! Der var også en sløjdsal, og der var rigtig varmt om vinteren, for der stod skolens fyr, en stor, rund, rødglødende ovn, der spruttede gnister af, hvis man slog til den med en pind. Men det gjorde man ikke, når Herr Ween så på det! - Det første, jeg i mit liv har lavet i sløjd, blev et skib, som jeg snittede med en dolk. Jeg har aldrig elsket sløjd - underligt, at det skulle blive mit fag som lærer, og at jeg skulle komme til at arbejde så meget med træ... Her lærte jeg at gå med dolk; det gjorde alle drenge den gang, for det er jo et værktøj, man ikke kan undvære. Men en legetøjsrevolver blev ikke tolereret i skolen. En gang, jeg havde sådan en med, tog gårdvagten den fra mig i frikvarteret, og jeg fik strenge pålæg om ikke at tage den slags med en anden gang.
Det kunne godt tage lang tid at gå til eller fra skole. Om vinteren var sparkstøttingen en god hjælp, men resten af året var der mange forhindringer: de flade pytter ved "Blokkene" vest for Johs. Lisleruds landhandleri, hvor salamandre og rottehalefluelarver fandtes; grøfterne med haletudser og andre smådyr; broen over jernbanen, hvor jeg for første gang oplevede den sælsomme fornemmelse, at det var broen og mig, og ikke toget, der bevægede sig...
, som vi kunne låne med hjem, og det var en storhed. Jeg lånte, og jeg læste. Der blev også læst højt for os, og enkelte af de bøger, vi fik læst op den gang, husker jeg endnu, og en af dem har jeg siden fået selv, og selv læst højt for mine egne elever i Voldum skole: historien om indianerpigen Sajo og hendes bævere.
I fritiden om vinteren gik vi på skiskole i idrætsforeningen, og der har jeg hentet mit livs første diplom. Jeg har lært slalom, kristianiasving og hop - og jeg er kommet hjem uden røv i bukserne en gang, jeg satte mig ned, fordi det gik for stærkt. Diplomerne blev delt ud en aften i Folkets Hus i Ski, og da vi var på vej ud, tabte jeg det på gulvet, og en eller anden norsk bonderøv fik plantet sin gummistøvle på det, hvilket kan ses den dag i dag.
I skoven omkring hytten havde vi unger en gevaldig legeplads. Lige udenfor hytten var der en lille sandgrav, og der gravede vi huler ind under granernes rødder. Der sad vi og hyggede os, mens jeg fortalte Søs og Viller de værste løgnehistorier.
Vi fik en hund, mens vi boede i hytten. Der var mange landstrygere den gang, og de kom tit ind til hytten og tiggede, når min far ikke var hjemme. Det var lidt utrygt, syntes mine forældre, og derfor fik vi Nero, en schæfer med politihundetræning. Den fik en løbestreng fra huset til det nærmeste træ, og så var der fred for bumserne.
Et lille stykke vej herfra, mod Nordby, boede Erna, en vild pige, som ikke behøvede hjælp til at få tossede ideer. En dag legede vi diskoskast i deres have med grammofonplader, som hun hentede inde - det måtte vi gerne, sagde hun.
Mens vi boede her, blev Liv så født. Den sommer fik vi besøg af mormor og Bent, og var det den samme sommer, Tut og Albert kom på besøg? Albert lavede en fiskeruse af hønsenet eller hvad det nu var og fangede nogle fisk i en sø et stykke vej derfra, og de blev sat ud i et af de små, sure vandhuller ved hytten. Næste dag var de alle døde, og Albert var meget forbavset. (I dag spekulerer jeg over, om hans dybe undren over egne fiaskoer var ægte, eller om han forsøgte at provokere mig til at tænke over tingene!)
Heller ikke i Ski skulle vi blive boende. Far blev arbejdsløs, men efter nogen tid fik han et job som karl på en gård i Hurum ved Drammensfjorden. Det var vist ikke noget ønskejob, men det gav da foruden lønnen en bolig i et lille hus på gården. Alt, hvad vi havde, blev læsset på en lastbil, og så gik rejsen fra Ski ned til Drøbak og herfra over fjorden. På den gård boede vi både en sommer og en vinter, og min første erfaring blev, at man så langt ude på landet kun gik i skole hveranden dag. Men iøvrigt var skolevejen ikke så lang her: ned ad bakken til landevejen og et kort stykke ad denne, så var man der.
På gårdspladsen var der en dam og bag gården en dal med en lille bæk, hvor vi fangede nogle store muslinger, som vi satte ud i dammen. Men det varede kun kort: så lå de gabende på bunden med igler bugtende sig ud mellem skallerne. Der var også niøjer i bækken, men de kunne heller ikke tåle at blive fanget. De døde meget hurtigt af iltmangel i vores syltetøjsglas. Endelig var der karusser i en brønd bag huset, så jeg havde nok at studere i min rigelige fritid.